Teknologi, genraffinering af brugte smøreolier
Olierne genraffineres således, at skadelige tungmetaller samt andre forurenende stoffer fjernes.
Olien forvarmes og filtreres, inden vandet fjernes i en flashdestillation. Vandet udgør i gennemsnit 6-8% af den modtagne spildolie. Den tørre olie regenereres fuldt ud og fraktioneres i den genanvendelige baseolie (60-65%) og de forbrændingsegnede produkter, den rene light ends (LE) (2-4 %) og fyringsolie (F10) (12 -15%) og endelig det tungmetalholdige bundprodukt bitumen (remanensen fra destillationsprocessen) (14-18%).
Baseoliefraktionen filtreres atter og efterpoleres i en ekstraktionsproces, hvor aromatiske forbindelser udvaskes.
Samtlige produkter gennemgår løbende analyser, på såvel internt som eksternt laboratorium, med henblik på at sikre den samme høje kvalitet.